Druidernes visdom

Af
Søren Hauge
(Bragt i Nyt Aspekt i en mere begrænset version end her)

Længe før vor tidsregnings begyndelse udfoldede der sig en højtudviklet og åndeligt baseret kultur på De Britiske Øer. Dens imponerende karakter og dybde er lige så skelsættende, som den er ukendt for de fleste. Her udfoldede druidernes visdom sig, den keltiske traditions naturindsigt og praktiske livsfilosofi.

De grønne øer mod Nord
Blandt oldtidens indere var der en forestilling om De Britiske Øer, der blandt andet blev kaldt ”Vestens Hellige Øer”. Grækerne var overbeviste om, at inspirationen, der førte til grundlæggelsen af deres fornemme kulturs Olympiske Lege, stammede fra de ældgamle irske festligheder. De Britiske Øer var allerede i førkristen tid kendt som et af verdens vigtigste produktionscentre med ekspertise i emaljering og glasfremstilling, korn- og uld-eksport. Herodot kaldte allerede mere end 400 f. Kr. området for ”Tin-øerne” på grund af produktionen af kobber, jern, bly, sølv og guld. Den romerske historiker Tacitus (ca. 100 e. Kr.) og geografen Strabon (63 f.Kr. – 19 e.Kr.) beskrev Londons handel og købmænd og Julius Cæsar (100-44 f. Kr.) omtalte respektfuldt kelternes filosofi. Briternes byer var velorganiserede og de havde en særdeles veludviklet retsfilosofi. Fønikierne havde en veletableret handel med De Britiske øer allerede før den trojanske krig, 1190 år før vor tidsregning. Den oprindelige keltiske kultur – som med rette kan kaldes druidekulturen – havde ikke meget til fælles med de ensidige beskrivelser, som oftest i vore dage gives af de ”blodige og krigslystne keltere”.

En kultur ledet af druider
Den oldbritiske kultur, som nåede disse højder, var ledet af druider, og de britiske folkegrupper kunne med rette føle sig som et udvalgt folk. Selve ordet celt betyder blandt andet ”udvalgt”, og ordet brith betyder ”pagt”. Druiderne udfyldte de absolut højeste pladser i samfundet, fordi de var folkets vise mænd og kvinder. Ordet druide, dru-vid, betyder ”meget vidende” eller simpelthen vis. Man var ikke bare druide. Det var en lang og krævende uddannelse, som indebar et stort samfundsmæssigt ansvar og store forpligtelser. Druide-uddannelsessystemet kan spores tilbage til cirka 1800 f.Kr., hvor overleveringen siger at Hu Gadarn, ”Det mægtige menneske”, førte en koloni til De Britiske Øer fra Konstantinopel. Hu systematiserede de gamles visdom gennem en særlig mnemo-teknik (hukommelsesmetode), som blev brugt i digtningen. Han opfandt Triaderne, de helt karakteristiske tredelte aforismer, som er så kendte i keltisk tradition. Han grundlagde flere kunstarter (bl.a. glaskunsten) og opfandt Ogham-alfabetet. Han bestemte også at druider og barder altid skulle samles under åben himmel, så folk kunne se og høre dem.

Uddannelsen til barde, ovat og druide forudsatte en generel udrustning med god intelligens og ansvarlighed. Et kreativt, dybsindigt menneske med særlige talenter, en Aesdana, kunne blive elev af en barde og fik da titlen Filid, hvilket betyder elev eller søn. Uddannelsen til barde bestod da af 19 års officiel træning, og man skulle være 21 år før træningen kunne begynde. Processen indebar at man måtte lære folkets historie og sætte sig grundigt ind i druidismens filosofi, astronomi, medicin, poesi, retorik og retsvidenskab. Man måtte desuden lære sig aritmetik og geometri. Læren blev blandt andet memoreret gennem de lange digte, og eleven måtte erhverve sig praktisk kunnen på en lang række områder. Det var i høj grad en mundtlig tradition og derfor kunne man først bestå prøven og blive barde efter 19 år. Der var tre grader af barder: 1) kronologerne, der var eksperter i stamtræer, 2) herolder, der især sang store mænds pris, og 3) digtere, der senere kendes som trubadurer og i mere folkelig form som ”rimsmede”. Hvis man udviste særlige evner kunne det efter uddannelsen til Barde komme på tale, at man videreuddannede sig til ovat, hvilket betyder en seer eller en profet. Nogle barder blev ovater. Andre forblev barder, og andre igen fortsatte træningen til druide. Man kunne først gradueres til druidepræst efter 9 års yderligere træning, og indtog da en særdeles ansvarsfuld stilling i samfundet som præst, læge og vismand eller -kvinde. Både kvinder og mænd kunne nemlig blive druider.

Religiøse tjenester
Druidismen var kilden til hele den keltiske kultur. Den kom til udtryk i uddannelser, i regeringsledelse og i den religiøse udfoldelse. Druidernes ritualer og gudstjenester blev altid holdt, mens Solen var over horisonten. Barder spillede musik og reciterede tempeldigte og ved disse lejligheder bar de hvide kapper. Hecatus, den græske forfatter, der levede 300 år f. Kr., fortalte at folket på De Britiske Øer tilbad Gud i et smukt tempel og havde sangere, der tilbad og lovpriste Gud med deres gyldne harper. Den ledende Ærkedruides ceremonielle dragt var hvid og med guldornamenter. Han eller hun bar en prægtig guldtiara på hovedet og et udsøgt guldsmykke om halsen. I hånden holdt druiden en lille guldkugle, som de romerske historikere har kaldt ”Druidernes Æg”. Den var symbol på Gud, på uendeligheden og frugtbarheden overalt i kosmos.

Ceremonierne, som foregik under åben himmel, skete ofte ved en centralsten, ”Maen Llog”, der også kaldtes Pagtens Sten, ”Cromlech” og i Irland ”Betel”, Guds Hus. Druiden nærmede sig på et tidspunkt stenen med et sværd vendt mod sig selv, som udtryk for paratheden til at ofre sig selv i sandhedens tjeneste, og den ceremonielle tjeneste indeholdt påkaldelser og undertiden helbredende handlinger. Der findes en ceremoniel invokation, som oprindeligt var på walisisk, og som siges at være lige så gammel som den oprindelige druideorden. Ordene lyder: ”Giv os, O Gud, Din mægtige beskyttelse; I beskyttelsen styrke; I styrken indsigt; I indsigten viden; I denne viden, viden om retfærdighed; I viden om retfærdighed, kærlighed til retfærdigheden; I kærligheden, kærlighed til alle væsener; I kærlighed til alle væsener, kærligheden til Gud og til al godhed.”

Den Ene Gud, Ordet og de mange former
Druidelæren var grundlæggende en enhedens filosofi. Det kommer symbolsk til udtryk i den keltiske ornamentik, hvor én tråd væver alt sammen til komplekse helheder. Det er derfor helt afgørende at huske, at den sen-keltiske spiritualitets guder og gudinder kun var at betragte som forskellige symboler på og aspekter af den ene, udelelige guddommelighed, som gennemtrænger alt skabt. Foruden enheden var treheden grundlæggende, hvilket viser sig på utallige måder, eksempelvis i de førnævnte Triader.  Guddommen havde for druiderne to boliger, nemlig i alle levende væseners sjæle (det usynlige univers) og i den ydre verdens mangfoldighed (det synlige univers). Ethvert levende væsen er udstyret med en sjæl. Samtidig er universet og naturens riger et levende udtryk for Guds visdom og intelligens. Naturens mirakuløse frembringelser er skaberens levendegjorte stemme, manifestationen af Guds hemmelige, tredelte skaberord, som ikke måtte udtales af uindviede mennesker. Kun de oplyste sjæle, som var besjælede af Awen, den åndelige inspiration, kunne udtale dette kraftord fuldkomment. Guds virkelige navn er dybest set et ubeskriveligt mysterium. Derfor var ordenes kraft og musikken også noget helt særligt i den oprindelige druidekultur, fordi de var menneskets mulighed for at skabe og bringe sig i størst mulig harmoni med livets indre kildevæld. For druiderne og barderne var det at forstå musikkens indre væsen at være ved den hemmelige kilde til forståelsen af verdens orden. Stoffet blev skabt og ordnet ved at skaberen udtalte sit navn. Naturen er på denne måde resultatet af Guds handling og naturens love er Guds love. Druiden var præst for naturens Gud, universets Gud.

En ophøjet filosofi
Druidelærens åndelige metafysik kan meget kortfattet beskrives således: Guds allestedsnærværende, opretholdende kraft kaldes Ceugant, ”det uendelige rum” eller den guddommelige ”Al-væren”. Alt kommer fra denne oprindelse og alt vender tilbage til den. Dette er det højeste og dybest set ubeskrivelige, som kun kan antydes og peges på. Gåden om Ceugant kan udtrykkes i følgende filosofiske cirkel: ”Der er intet virkeligt skjult andet end det ubegribelige. Der er intet ubegribeligt andet end det umålelige. Der er intet umåleligt andet end Gud. Der er ingen anden Gud end den, der er ubegribelig. Der er intet andet ubegribeligt end det, der er virkelig skjult. Der er intet andet virkelig skjult end Gud.”  Tættest på Ceugant er Gwynfyd, den lyksalige, udødelige, himmelske tilstand, som er lysende og fredfyldt, og som bebos af guderne eller de højere bevidsthedsvæsener. Under denne findes Abred, erfaringernes ydre regioner, formernes verdener, hvor alt livet er manifesteret, og hvor livets kampe lærer os at kende godt og ondt, lys og mørke.

Universets substans er evig og uforgængelig, fordi den er selve Guds udtrykte væsen. Men universets form er underlagt cykler af opløsning og fornyelse. Kredsløbet og den tilbagevendende manifestation er derfor grundlæggende og reinkarnationslæren er helt central. Alle livsformer, Rhith, er på gennemrejse i Abred og udvikles gennem en spiral, der gradvist fører dem tilbage til kilden. Sjælen begynder sin rejse fra Annwn, uvidenhedens og mørkets eksistensform i de laveste livsformer, hvor Cythraul, den kraftløse uformåen, hersker, og glider efter døden over i højere tilstande, indtil den fra dyreriget gradvist når menneskestadiet, hvor den frie vilje hersker. Menneskets særlige position understreges af følgende ældgamle udsagn: ”I enhver person er der en sjæl. I enhver sjæl er der en intelligens. I enhver intelligens er der tanke. I enhver tanke er der enten godt eller ondt. I alt ondt er der død – i alt godt er der liv. I alt liv er Gud.” Mennesket kan altså frit vælge mellem godt og ondt. Når vi vælger lyset og de gode handlinger, bringes vi nærmere Gwynfyd, som alle væsener i sidste ende vil nå frem til. Abreds cyklus vil da have fuldført sin opgave.

De mange spor
Vi har i denne artikel kun antydet nogle af elementerne i den ældgamle druidekulturs visdom, som især blomstrede på De Britiske Øer før vores tidsregning. Druidekulturen havde en omfattende mytologi og naturmagi, som prægede alle livets facetter og daglige gøremål. De keltiske myter og guder, beretningen om Ceridwins kedel og Taliesin – og senere Merlin, Kong Arthur og gralstraditionen, druidernes fredelige møde med de første kristne, den hellige Ø Iona og Sankt Columba og legenden om Josef og Arimathea og Glastonbury er bare nogle af de forgreninger, som viser veje til de mange spor, som Druidernes visdom har trukket. Også i dag eksisterer der talrige Druideordener, og keltisk prægede grupperinger, der på meget forskellige måder forbinder sig med den gamle tradition. Det er imidlertid en anden historie og her ender denne rejse.

BOKSE:
Druiden – præst for naturens Gud
Druiden var iklædt en hvid dragt og havde guldtiara på hovedet og stort guldsmykke om halsen, som mindede om det hvide lys i Gwynfyd og om livets gyldne stråleglans. Billedet her fra Henry S. Wellcomes bog: Ancient Cymric Medicine (1903), viser Ærkedruiden i ceremonielle rober og med seglet i hånden. Seglet blev anvendt til at indsamle urter med, og var samtidig symbolet på den hvide magiker, der griber om skaftet med medfølelse, benytter sindets klarhed med klingen og lader Guds vilje give handlekraft gennem spidsen. Det irske guldhalssmykke er cirka fra 700 f. Kr. (Lousiana Revy, Marts 1984.)

Stencirkler og kultiske anlæg
Druidernes templer var næsten altid under åben himmel med stjernerne eller sol og himmel som lofthvælving. Stonehenge er ubestridt det mest kendte stjerne- og soltempel fra druidernes æra. I tilfælde af, at der var tale om helligsteder til særlige indvielsesritualer, kunne bygningerne dog godt antage andre former, som det er tilfældet her med det berømte kultiske anlæg, Newgrange i Irland. Newgrange var for tusinder af år siden indvielsessted for kandidater, der blev initierede ved forårsjævndøgn og andre solhøjtider.

Keltisk ornamentik
Den karakteristiske keltiske ornamentik tager udgangspunkt i enhedstanken. Livets ubrudte strøm væves i alt eksisterende, ligesom ornamenteringerne udgøres af sammenhængende tråde.

Solens højtider – naturens cyklus
Druidekulturen fulgte Solens kredsløb og forholdt sig til alle naturens fænomener som levende manifestationer af visdom. Årets solhøjtider havde en helt central betydning, især Imbolc (1. februar), Beltane (1. maj), Lugnasadh (1. august) og Samhain (1. november), som sammen med de to solhvervshøjtider (21. december og 21. juni) og jævndøgnene (21. marts og 22. september) udgjorde det store solhjul.

Vildsvin og egetræer
Druiderne sammenlignede sig selv med vildsvinesoen, der leder sine unger (disciple) frem til den skjulte olden (åndelig næring). Som vildsvinet gennemroder jorden for at finde rødder og trøfler, således udforsker druiderne verdens natur og jagter sandheden. Egetræets agern var også svineføde og egen var for druiderne et symbol på den almægtige faderkraft, den selveksisterende og evige kilde til alt skabt. Det græske ord for eg, drus, har muligvis en indre relation til ordet druide. Egen figurerer derfor, ligesom lind, hyld og ask, som helligt træ i Nordeuropa og det sydlige Skandinavien.

Triader
De keltiske triader udtrykker på samme tid druidelærens dybe livsvisdom og den bardiske kulturs evne til at sammenfatte indsigt og viden i aforismeagtige hukommelseslagre, som kunne viderebringes i mundtlig form fra generation til generation. Her er et lille udvalg af triader:

De tre største handlinger: At elske sandheden, at forstå sandheden og at tjene sandheden. Visdommens tre første principper: Lydhørhed over for Guds love, omsorg for menneskehedens velfærd og mod til at udholde livets ulykker. Tre ting blev til i samme stund:Lyset, mennesket og det moralske valg. Lærdommens trefoldige grundlag: At se meget, at lide meget og at studere meget. Tre forudsætninger for god ledelse: God vilje, fri tale og en viden om sagens kerne. Tre forudsætninger for et godt helbred: Munterhed, mådehold og motion. Tre krav til borgernes frihed: Lighed i rettigheder, lighed i beskatning og frihed til at komme og gå. Tre slags personer, som har ret til offentligt underhold: Den gamle, barnet og udlændingen, som ikke kan det engelske tungemål. Der er tre slags mennesker alle bør elske: Den der elsker moder naturs ansigt; den der elsker kunstnernes nyttige virke; og den der ser kærligt på små børn. Tre ting Gud alene kan gøre: Udholde uendelighedens evigheder, tage del i al væren uden at forandres, og forny alt uden at tilintetgøre det. Tre ting svinder til stadighed: Mørke, ondskab og død. Tre ting forøges til stadighed: Lys, sandhed og liv. Disse vil sluttelig sejre over alt.

 

UDVALGT LITTERATUR:
Alwyn & Brinley Rees: Celtic Heritage, Thames & Hudson, 1989.
Edward Williams (Iolo Morganwyg): Barddas, London, MDCCCLXII.
Isabel Hill Elder: Celt, Druid and Culdee, Covenant Publishing Company, Ltd., 1986.
Nora K. Chadwick: The Druids, University of Wales Press, 1966.
Nora K. Chadwick: The Celts, Penguin Books, 1971.
Peter Dawkins: Dedecation to the Light, The Francis Bacon Research Trust, 1984.
P. G. Bowen: The Occult Way, Theosophical Publishing House, Ltd., London, 1978.