FAVN DIN MILDE VILDHED

Vildheden er verdens håb. Vi behøver i den grad vildhed, hvis ikke vi skal drukne i følgevirkningerne af vores fantasiløse selvhypnose – det materialistiske nærsyn og tabet af den magiske naturlighed. Vildskab er blind og ubevidst. Vildhed er vidunderlig, vågen og venlig. Er du en af dem, som er i færd med at vriste dig fri af forudsigelighedens og ligegyldighedens morads, for at træde ind i din vildhed, så er her en weekend, hvor du sammen med andre kan begynde at favne din vildhed.

 

STÅ DYBT

Alt begynder med at du øver dig i at stå, dybt forankret i dig selv. At du mærker, hvor godt det er at være dig, og at du kan stå i din kolossale værdighed og fejre det du er, og at du er synlig. Dette er vildhedens første forudsætning. Herfra kan du åbne dit hjerte, og du opdager at det er umuligt at hvile dybt i dig selv, uden på et tidspunkt at opdage den dybe forbundethed med andre og verden. Dette er vildhedens anden forudsætning.

 

Herfra udfolder vildhedens blomster sig, utæmmede og ubeskriveligt smukke som de er, og dit liv bliver kreativt og dybt originalt. Dette er din fuldstændigt forunderlige opdagelsesrejse, hvor du igen mærker den friske vind, og bliver mere levende end du turde drømme om. Og det er kun begyndelsen!

DEN NØGNE ÆGTHED

Nøgenhed er naturlighedens sprog. For mange er tanken om at være nøgen skræmmende, fordi vores kultur og normer er pakket ind i tøj og image, men når vi i psykologisk forstand er åbne, så er vi nøgne eller gennemsigtige. Hvad kan være mere befriende, når intet skjules og hele vores nærvær frit kan investeres i her og nu?

 

At være ægte – eller autentisk – er en helt afgørende forudsætning for at udforske og favne vildhedens natur, som er vores oprindelige selv, før vi blev tæmmede af konventioner og vanetænkning.

 

KANTVANDRING

Når vi åbner for noget nyt, træder vi ind i et mellemrum – eller vi balancerer på en kant – og det kan opleves sælsomt og ubekendt. I virkeligheden er vi i en overgang til fornyelse. Normalt tænker vi at det velkendte er det normale, men livet er konstant fornyelse, og en vekselvirkning mellem at forlade og ankomme. Når vi træder ind i det nye, praktiserer vi kantvandringens kunst, som er en essentiel del af virkelig livsforankring.

 

Du kan praktisere kantvandring i alle livssituationer. Vandring betyder bevægelse i stedet for stilstand. Kantvandring er altid en rejse og aldrig at søge en endestation. Det er en åbning til det glemte land, hvor det utopiske eventyr bliver til virkelighed og vildhjertet blomstrer.

VOV EVENTYRET

For at blive de vildhjerter vi inderst inde er, må vi vove at ville eventyret. Vi må insistere på mysteriet og underet, ligesom vi må stole på livets grundlæggende godhed. Det er en øvelse i at lære, hvordan vi heldigvis ikke kan kontrollere livet, og hvordan vi må være at hvile i usikkerheden, mens vi opdager, hvad der er vores vej, og hvor vores kant er lige her og nu.

 

NÆNSOMT RUM

I takt med at du erfarer en voksende livsforankring og praktiserer kantvandring, opdager du, at du i virkeligheden altid er i dyb forbundethed med andre og med verden, og slet ikke isoleret, som du måske ofte har troet. Da åbner sig et rum, som er fyldt med overraskelser, og her blomstrer nænsomheden og den virkelige empati, for det er hjertets gradvise udfoldelse.

 

KOM MED, OG DELTAG MED ANDRE

Vi bruger en weekend på Ådalens kursuscenter, omgivet af storslået natur og i fredfyldte rammer. I løbet af to dage vil vi åbne portalerne til den magi, som vi kendte før vi fik sprog, og den naturlighed, som er vores fornemste grundnatur. Weekenden vil foruden undervisning indeholde:

 

  • Livsbekræftende meditationer og naturflow
  • Energetiske øvelser i livsforankring og kantvandring
  • Kropsliggørelse og udforskning af stemmens kraft

 

Alt sker i en atmosfære af tillid og tryghed til at udforske ukendt land. Glem alt om at præstere noget, leve op til en standard eller udøve krævende disciplin. Du skal bare være dig, og lade hjertekompasset vise vej.

 

KURSET GIVER DIG

  • En dybere erfaring med, hvordan det er at opdage og samarbejde med din egen kant, hvor du lettere forlader komfortzonen og træder ind i det uopdagede og i større frihed.
  • En voksende evne til at erfare mellemrumsbevidsthed og til at gå ind i de områder, hvor livet hvisker og giver vink.
  • En voksende erkendelse af, hvad det betyder at have åbne hænder, at give slip, dø fra det gamle og gå ind i det nye.

 

VILDHJERTEKURSERNE

Vildhjertekurserne er en fortsat række kurser, der udforsker den naturlige vildhed vi må genskabe kontakten med, hvis vi skal udfolde vores glemte magi og bidrage til at verden bliver mere hel. Kurserne kan uforpligtende tages enkeltvis, eller man er velkommen til at tage hele forløbet. Indtil videre er der i forlængelse af Vildhjerterejsen (30-31. okt. 2021) og Livsforankring (26-27. feb. 2022) planlagt kurserne:

 

Hjerteformning – 14-15. maj 2022

Et Vildhjertekursus i forbundethedens magi

Flownavigation – Efteråret 2022

Et Vildhjertekursus i at ride på den skabende livsbølge

Livsfrisættelse – Efteråret 2022

Et Vildhjertekursus i at danse med lyset og skyggen

 

BOGEN VILDHJERTE

Bogen Vildhjerte går hånd i hånd med kurset og sætter scenen for den praksis og opdagelsesrejse, som kurset inviterer til. Bogen åbner ind til den vise uskyld og ustyrlige kraft, som du og jeg og verden behøver, og viser vej til den magiske vildhed, som er verdens håb. Bogen er et kald til at vi vågner fra den tamme, passive forudsigelighed, til det levende livs mirakuløse under. Illustreret og på 179 sider, 200 kr. Bogen sælges her og signeres gerne på kurset.

 

PRAKTISK

 

TID

Lørdag og søndag den 26. og 27. februar 2022 klokken 10-17, begge dage. Kom meget gerne fra 9.40, så vi kan begynde uden forsinkelser.

 

PRIS

Weekend-workshoppen koster 2050,- kr. inklusiv kaffe/te/kage/frugt. Du medbringer selv frokost. Stedet har et køleskab, så du kan opbevare din medbragte frokost.

 

PÅKLÆDNING

Da vi bruger noget af tiden til øvelser udendørs, så er det vigtigt at du tænker på at have tøj på til lejligheden, og gerne et siddeunderlag. Er det skønt vejr, så giver det sig selv. Blæser eller regner det, så sørg for at kunne være ude alligevel. Naturen er vores ven med alle sine ansigter og alt rummer læring.

 

MULIG OVERNATNING

Det er muligt at overnatte på Ådalen Kursuscenter (www.visitaadalen.dk). Kontakt for nærmere info: info@visitaadalen.dk

 

TILMELDING OG BETALING

Du skriver en mail til mig på sorenhauge@gmail.com og oplyser dit navn og din adresse. Samtidig indbetaler du depositum på 900,- kr. eller det samlede beløb på de 2050,- kr. enten via bank – Merkur: 8401 – 156 3842, eller via MobilePay til WildHeart 203020. Når depositum og mail med personlige oplysninger er på plads, er du endeligt tilmeldt. Det samlede beløb skal senest være betalt 21. februar. Tilmelding og betaling er bindende.

 

 

Søren Hauge

Søren har arbejdet som spirituel underviser, coach og forfatter siden 1981 og er desuden magister i idéhistorie og filosofi. De senere år har han i sit firma WildHeart specialiseret sig i SoulFlow Metoden (en healingsterapeutisk arbejdsform) og Vild Spiritualitet (vildhjerterejsen). Han er forfatter til mere end 20 bøger, heraf flere på engelsk.

 

I 30 år var han en frontfigur indenfor de teosofiske foreninger i Skandinavien, medstifter og redaktør for VisdomsMagasinet og initiativtager til Esoterisk Netværk, der omfattede knap 30 foreninger.

 

Søren er frit knyttet til Lorian Association i USA som forfatter og underviser, har årtiers erfaring med arbejde i holistiske kredse i ind- og udland, side om side med interreligiøst arbejde og leder årligt grupperejser, senest til England, Bulgarien, Irland og ikke mindst Færøerne, hvor han har været mange gange. Han har privat klientpraksis og bor i Ejby Ådal ved Isefjord på Sjælland.