Workshop 22-23. april 2023
- Har du lyst til at slippe dine forudindtagede opfattelser og give livet en mulighed for at overraske og vejlede dig?
- Kan du mærke et behov for at blive bedre til at udfolde dit levende nærvær, din venlige åbenhed og din kreative livsudfoldelse?
- Har du appetit på at udforske dine muligheder for livsfornyelse, hvor du med nysgerrig venlighed åbner nye døre i dit liv?
Så er workshoppen en mulighed for dig, hvor du sammen med ligesindede kan gå på opdagelse i et både trygt og eventyrlystent miljø.
FRA LIVSFRAVÆR TIL LIVSFRISÆTTELSE
På din livsrejse bliver du hele tiden påvirket af indre og ydre kræfter, som enten skaber nedlukning eller frisættelse i dig. Når dit livsfravær melder sig, mærker du alt livet bliver skruet ned. Måske mærker du det som grader af forudsigelighed, distræthed, stress eller mindsket glæde. Så er det tid til at det tæmmede, distancerede eller fraværende kan blive belivet af det mere frisatte, livsvarme og nærværende. Det er livet, der kalder til den befriende fornyelse. På workshoppen vil vi ikke bare fokusere på det opløftende i at vågne mere op, men også udforske de store, lærerige potentialer, som livsfraværets essens rummer.
LIVETS GENFORTRYLLELSE
Magi er forvandling, hvilket vil sige at noget forandrer sig fra en tilstand til en anden. Alt i livet er under forvandling, men med den rette tilgang kan vi fremme særligt dybe forvandlinger, som er livsfornyende. Disse forunderlige processer, som fremmer vores livsglæde, skaberlyst og ægte tilstedeværelse, er i fokus på workshoppen. Vi arbejder med dem på en ubesværet måde, så vi ikke alene bliver mere levende, men også åbne overfor livets regenererende og forunderlige kræfter. Det er en åbning fra fastlåst stivhed til mere bevægelig frihed, fra anstrengt tilbageholdthed til mere afslappet åbenhed, og fra tung ligegyldighed til mere lyst og glæde. Livet begynder igen at blive magisk. Det er livets genfortryllelse!
WORKSHOPPENS PRAKSISSER
Weekenden vil bestå af forskellige praksisser, der bliver vævet sammen med den undervisende formidling og erfaringsdeling. Det primære vil være:
- Triskelemetoden, der fremmer vores selvhelende processer med udgangspunkt gennem enkle, meditative øvelser at skabe livgivende ro, nærværende rum og hjertelige relationer.
- Naturnærvær, hvor vi inddrager Ådalens enestående landskab og lader årstiden, vejret og de levende elementkræfter samarbejde med vores transformative processer.
- Kropsliggørelse, som hjælper de indre regenerationer til ydre udtryk, især gennem bevægelse, gestik og sanseøvelser.
WORKSHOPPEN GIVER DIG
Workshoppen balancerer formidling med praksis, så du kan erfare og begynde at integrere vigtige opdagelser i dit eget liv. Du får især:
- En dybere erfaring med din evne til en naturlig og ubesværet åbenhed overfor dig selv og dine unikke, værensmæssige kvaliteter.
- En forstærket oplevelse af at kontakte dit levende nærvær på en naturlig og uanstrengt måde, der fremmer åbenhed og hjerteværen.
- En oplevelse af, hvordan dit indre kan blive mere levende og mere kreativt åben overfor øjeblikkets muligheder.
EN VILDHJERTEWORKSHOP
Workshoppen er udtryk for den vildhjerte-formidling, som jeg har givet de seneste år, og som i sin essens handler om at vores livsfravær bliver transformeret til ægte nærvær, hjertemildhed og skabende vildhed – at vi bliver de vildhjerter vi er i vores essens. Vildhjerte-formidlingen omfatter undervisning i Triskelemetoden til det selvhelende liv, og er også beskrevet i de tre bøger: Vildhjerte (2021), Vildhjerteportalen (2022) og Vildhjertevejen (2023).
FORUDSÆTNINGER
Workshoppen kræver ingen særlige forudsætninger ud over en selvstændig modenhed, et oprigtigt engagement og en villighed til at være på opdagelsesrejse sammen med ligesindede. Det er en fordel, men ingen betingelse, hvis du har været på tidligere vildhjerteworkshops eller eventuelt har læst noget om vildhjerte-tilgangen til en naturlig spiritualitet. Bøger kan ses og evt. købes på: www.wiseheart.dk
SIGNERET EKSEMPLAR AF VILDHJERTEVEJEN
Et signeret eksemplar af den nyudgivne bog, Vildhjertevejen (foråret 2023), er inkluderet i kursusprisen. Foruden denne gratis bog vil andre af Søren Hauges bøger være til salg på kurset.
PRAKTISK
TID
Lørdag og søndag den 22. og 23. april 2023 lørdag klokken 10-17 og søndag klokken 9:30-16:30. Kom meget gerne fra 9.40 lørdag, så vi kan begynde uden forsinkelser.
PRIS
Weekend-workshoppen koster 2200,- kr. inklusiv kaffe/te/kage/frugt begge dage og et signeret eksemplar af bogen Vildhjertevejen. Du medbringer selv frokost. Stedet har et køleskab, så du kan opbevare din medbragte frokost.
PÅKLÆDNING
Da vi bruger noget af tiden udendørs, er det vigtigt at du tænker på at have tøj på til lejligheden, og et siddeunderlag. Er det skønt vejr, så giver det sig selv. Blæser eller regner det, så sørg for at kunne være ude alligevel. Naturen er vores underviser med alle sine ansigter, og alt rummer læring.
MULIG OVERNATNING
Det er muligt at overnatte på Ådalen Kursuscenter, hvor kurset foregår. Se HER. Kontakt for nærmere info: info@visitaadalen.dk
TILMELDING OG BETALING
Det samlede beløb skal senest være betalt fredag den 14. april. Tilmelding og betaling er bindende.
1) Du skriver en mail til mig på sorenhauge@gmail.com og oplyser dit navn, bopæl (by) og telefonnummer.
2) Du oplyser om du giver samtykke til at din mail, tlf. nummer og by deles med de øvrige deltagere. Det kan hjælpe kursister med kontakt til hinanden.
3) Samtidig indbetaler du depositum på 900,- kr. eller det samlede beløb på de 2200,- kr. enten via bank – Merkur: 8401 – 156 3842, eller via MobilePay til WildHeart 203020. Når depositum og mail med personlige oplysninger er på plads, er du endeligt tilmeldt.
Søren Hauge er kursets underviser. Søren har arbejdet som spirituel underviser, coach og forfatter siden 1981 og er uddannet magister i idéhistorie og filosofi. De senere år har han i sit firma WildHeart specialiseret sig i SoulFlow Metoden (en terapeutisk arbejdsform) og Vildhjerte-formidling (kurser, rejser, bøger). Han er forfatter til 24 bøger, heraf flere på engelsk. I 30 år var han en frontfigur indenfor de teosofiske foreninger i Skandinavien, medstifter og redaktør for VisdomsMagasinet og initiativtager til Esoterisk Netværk, der omfattede knap 30 foreninger. Søren har årtiers erfaring med arbejde i holistiske kredse i ind- og udland, side om side med interreligiøst arbejde. Han leder årligt grupperejser, senest til England, Bulgarien, Irland og ikke mindst Færøerne, hvor han har været mange gange. Han har privat klientpraksis og bor i Ejby Ådal ved Isefjord på Sjælland. www.sorenhauge.com