EN GANSKE SÆRLIG INVITATION

 

Sensommeren er over os i al sin gyldne glans. For mange slutter ferien nu, og det bliver tid til at se frem. Her har jeg en ganske særlig invitation til dig, som optankning her, hvor efteråret så småt nærmer sig.


 
Søndag den 22. august inviterer jeg dig til at deltage på en rejse ind i det, som betyder allermest for mig, og som har ændret mange menneskers liv. Det er i dag kernen i mit arbejde, og det er en konstant inspiration i min hverdag og i alt hvad jeg gør. Kom med og bliv selv inspireret. Brug en søndag på at udforske en verden, der kan åbne for din dybeste glæde og frisætte dine inderste længsler.

 

SOULFLOW METODEN
SoulFlow er den healingsterapeutiske metode, som jeg har udviklet i 2012 sammen med Kenneth Sørensen, og som jeg anvender i mit eget liv og til at hjælpe andre mennesker med. Det er den blideste og mest dybtgående metode jeg kender, og jeg uddanner andre mennesker i den. I løbet af søndagen vil du gennem undervisning og øvelser få en direkte oplevelse af forskellige facetter af metoden, så du selv kan mærke, hvordan den virker.

 

VILDHJERTEREJSEN
Siden 2013 har jeg undervist i elverkraft – den magiske uskyld og kreativitet vi alle rummer – og det er nu modnet i det arbejde, som jeg kalder vildhjertevejen. I løbet af søndagen vil jeg for første gang dele essentielle aspekter af, hvad der menes med vildhjertevejen, hvad et vildhjerte er, og hvordan det kan åbne for en helt ny livsrejse, hvis vi tager imod invitationen. Du kommer til at opleve helt enkle åbninger ind til vildhjertets verden, og vi vil være ude i naturen, når vi laver de praktiske øvelser.


 
SoulFlow Metoden og Vildhjerterejsen er gensidigt supplerende og kan både ses hver for sig og i en samlet helhed. Derfor er det oplagt at de bringes sammen, som to sider af en større helhed. Du behøver ikke at have kendskab til nogle af delene for at deltage. Det eneste, som behøves, er en oprigtig interesse og eventyrlyst.

 

 

BOGEN "VILDHJERTE"
Den 1. september udkommer bogen VildHjerte, og hvis du efter dagens rejse har fået tændt din interesse, så vil du kunne få bogen signeret og tilsendt til en ganske særlig pris, fordi du deltager. Normalprisen er 225,- kr. og forsendelsen koster omkring 50 kroner. Denne dag kan du forud-købe bogen til 200,- kr. inklusiv forsendelsen og derved spare ca. 75. kroner. Vildhjerte er min allernyeste bog, som betyder rigtig meget for mig, og som handler om udfoldelsen af det vildhjerte, som du og jeg rummer, men som indtil nu har været hæmmet og fastlåst. Det er også en bog, der handler om den krise verden er i, og hvor vigtigt det er at vildhjerterne bliver frisat. 179 sider, illustreret.

 

 

SOULFLOW-BOGEN
SoulFlow bogen er også tilgængelig på dagen. Normalprisen er 200,- kr., men lige på dagen kan du købe den for 150,- kr. Der vil også være andre af mine bøger til salg på dagen. De er dog til normalpriser.

 

 

HVOR FOREGÅR DET?
Søndagen udfolder sig på Ådalen Kursuscenter, hvor jeg også bor, og adressen er Kyndeløse Strandvej 22B, 4070 Kirke Hyllinge, ved Ejby Ådal og Isefjorden i den skønneste natur. Hvis ikke du kommer i bil, så går bus 219 fra Hvalsø station til 600 meter fra stedet.  Hvis du vil have en fornemmelse af, hvor pragtfuld beliggenheden er, så se denne helt nye video, som Ådalen Kursuscenter netop har fået lavet. Du kan bare klikke på billedet herunder og skrue op for din lyd.

 

HVORNÅR ER DET?
Søndag den 22. august klokken 10 til 16. Kom meget gerne fra 9.30, så vi kan begynde uden forsinkelser.


 
HVAD KOSTER DET?
Hele dagen koster bare 500,- kr. inklusiv kaffe/te/kage/frugt. Medbring selv frokost. Stedet har køleskab.

 

PÅKLÆDNING
Da vi bruger noget af tiden til øvelser udendørs, så er det vigtigt at du tænker på at have tøj på til lejligheden, og gerne et siddeunderlag. Er det skønt vejr, så giver det sig selv. Blæser eller regner det, så sørg for at kunne være ude alligevel. Naturen er vores ven med alle sine ansigter og alt rummer læring.

 

HVORDAN TILMELDER OG BETALER JEG?
Du skriver en mail til mig på sorenhauge@gmail.com og oplyser dit navn og din adresse. Samtidig indbetaler du de 500,- kr. enten via bank – Merkur: 8401 – 156 3842, eller via MobilePay til WildHeart 203020. Når begge ting er på plads, er du tilmeldt.

 

 

Søren Hauge

Søren har arbejdet som spirituel underviser, coach og forfatter siden 1981 og er desuden magister i idéhistorie og filosofi. I 30 år var han en frontfigur indenfor de teosofiske foreninger i Skandinavien, medstifter og redaktør for VisdomsMagasinet og initiativtager til Esoterisk Netværk, der omfattede knap 30 foreninger. Han er forfatter til en længere række bøger, heraf flere på engelsk, og har i de senere år specialiseret sig i SoulFlow Metoden (en healingsterapeutisk arbejdsform) og Vild Spiritualitet (vildhjerterejsen).

 

Søren har årtiers erfaring med arbejde i holistiske kredse i ind- og udland, side om side med interreligiøst arbejde og ledelse af grupperejser, senest til England og Færøerne, Bulgarien og Irland. Han har privat klientpraksis og bor i Lejre kommune på Sjælland.