LIVSVÆREN

Weekendworkshop 17-18. maj 2025

 

Det du længes mod, er lige her!

Genopdagelsen af livets skønne, magiske uskyld og store eventyr er hele tiden lige her, hvor du er - nu. Du skal ikke gøre dig store kraftanstrengelser for at kunne mærke det. Du skal ikke fortjene det. Du skal ikke leve op til det.

 

Større væren, dybere ro og mere glædeligt liv

Det vi længes efter, er ikke kompliceret. Det er så enkelt at vi har virkelig svært ved at opdage det. Vi tror ofte det kræver indviklede anvisninger, endeløse øvelser og store ressourcer. Det modsatte er tilfældet. Det er enkelt, ukompliceret og lige ved hånden.

 

De dybeste udfordringer og kriser

De største kampe vi kæmper, udspringer af, at vi mister os selv i livets larmende hvirvelvinde, der griber os og får os fastlåst i holdninger og overbevisninger, som gør os mindre, forkerte og håbløse. Vi bliver fastlåst i tyngde, tristhed og mismod. Det er dybest set ikke andres skyld. Det er noget vi selv indvilliger i. Derfor er det også kun os selv, der kan gøre noget ved det.

 

Giv dig selv det ånderum du længe har drømt om

Kom sammen med ligesindede og lad os læne os ind i den livsværen, som vi ér! Vi bruger to dage på at genopdage og mærke det, som er ubesværet, præstationsfrit og lige dér, hvor vi kommer tilstede i vores fulde nærværelse! I denne skønne tid på året, hvor naturen viser sin milde fylde, vil vi tage os tid til at læne os ind i den dybere livsværen, som er vores fundament og essens. Det er tid til at genopdage det helt enkle, som er kernen i at livet er magisk og forunderligt. Det er tid til at åbne for den dybe, levende tilstedeværelse, der altid er tilgængelig, og som bringer dyb fornyelse og livsheling.

 

EN VIFTE AF TILGANGE

I løbet af weekenden vil der blive vekslet mellem undervisning, meditation, levende dialog og øvelser, hvor også naturen i den skønne Ejby Ådal vil blive inddraget. Søren vil dele af sine erfaringer med meditation, vågenhed og dyb væren, og der vil være plads til deling af indtryk og temaer, som bliver aktuelle, når spirituel praksis bliver bragt på banen.

 

NATURLIGT NÆRVÆR

Kurset foregår på Ådalen Kursuscenter, der er omgivet af enestående natur på kanten af Isefjord. Her vil vi – både indendørs og udendørs, alt efter vejrliget – benytte helt enkle tilgange til os selv, som omfatter åndedræt, stilhed og dyb dialog, himmel-jord-hjerte-åbning, skabelse af ro, åbning til livsrum og skabelse af relationer til det, som ér. Det vil alt sammen hjælpe os ind mod det naturlige nærvær, som skaber den klarhed, fred og livsglæde, der gradvist vil forvandle vores liv..

 

SØJLERUMSPRAKSIS

En af de helt centrale praksisser, som vi vil læne os ind i, er en dyb og enkel praksis, som kombinerer vidnebevidsthed og hjerteåbning med himmel-jord-hjerteforankring. Det er en kernepraksis, som er essentiel i SoulFlow Terapi, men som samtidig er en selvstændig meditativ praksis, der rummer uanede muligheder. Vi vil udforske den simple og dybe praksis, som Søren har udøvet og udforsket kontinuerligt i de sidste 12 år, og som bringer glæde og livsåbning til mange mennesker.

 

 

PRAKTISK

 

TID

Lørdag og søndag den 17. og 18. maj 2022, lørdag klokken 10-17 og søndag kl. 9.30-16.30. Kom meget gerne lørdag fra 9.40, så vi kan begynde uden forsinkelser.

 

PRIS

Weekend-workshoppen koster 1800,- kr. inklusiv kaffe/te/kage/frugt. Du medbringer selv frokost. Stedet har et køleskab, så du kan opbevare din medbragte frokost.

 

MATERIALER

Der udleveres et sæt kursusmaterialer på workshoppen, som er inkluderet i prisen, og nogle af Sørens bøger vil være til salg for interesserede.

 

PÅKLÆDNING

Da vi bruger noget af tiden til øvelser udendørs, så er det vigtigt at du tænker på at have tøj på til lejligheden, og gerne et siddeunderlag. Er det skønt vejr, så giver det sig selv. Blæser eller regner det, så sørg for at kunne være ude alligevel. Naturen er vores ven med alle sine ansigter og alt rummer læring.

 

MULIG OVERNATNING

Det er muligt at overnatte på Ådalen Kursuscenter (www.visitaadalen.dk). Kontakt for nærmere info: info@visitaadalen.dk

 

TILMELDING OG BETALING

Du skriver en mail til mig på sorenhauge@gmail.com og oplyser navn, mobilnr., mail og by. Derefter får du tilsendt faktura til indbetaling af dep. På 900 kr. eller det samlede beløb på de 1800 kr. Når depositum og mail med personlige oplysninger er på plads, er du endeligt tilmeldt. Det samlede beløb skal senest være betalt 9. maj. Tilmelding og betaling er bindende.

 

FORUDSÆTNINGER

Der er ingen særlige forudsætninger for deltagelse på workshoppen, ud over at du er i rimelig livsbalance, tager voksent selvansvar for din deltagelse, ikke er i psykiatrisk behandling eller tager psykofarmaka.

 

SPØRGSMÅL

Har du spørgsmål til workshoppen, skriver du til mig på sorenhauge@gmail.com

 

Søren Hauge

Jeg har arbejdet som spirituel underviser, livsvejleder og forfatter siden 1981. Siden 2012 har jeg specialiseret mig i SoulFlow Terapi og Vildhjerte-Spiritualitet. Jeg er forfatter til 25 bøger, heraf flere på engelsk. Jeg har privat klientpraksis og bor på Ådalen Kursuscenter i Ejby Ådal ved Isefjord på Sjælland. Hjemmeside er www.sorenhauge.com og forlag, hvor nogle af mine bøger kan købes online er www.wiseheart.dk Instagram: gentlewildheart. Podcast: https://soundcloud.com/sorenhauge